Hej Vejgaard Cykelmotion

CykelSportMesse i Aarhus C med gratis adgang
Nu holder CykelSportMessen sit indtog i Aarhus. Efter 10 års succes i Roskilde slår messen dørene op i Centralværkstedet i Værkmestergade lørdag og søndag den 26.-27. oktober - og der er gratis adgang.
"Aarhus er en fantastisk cykelby. Gennem årene har byen fostret mange store profiler, og i dag er der også et blomstrende cykelmiljø," fastslår direktør Jan Marker fra Marker Scandinavia, som arrangerer Skandinaviens største cykel- og triatlonmesse i november i Roskilde. "Derfor er det naturligt for os at udvide med en messe i Jyllands hovedstad."
Knap 1200 kvm. i Centralværkstedet vil i messeweekenden bugne af nyheder inden for racercykler, motion, mountainbikes og triatlonudstyr. Cykelhandlere, rejsearrangører, webshops, importører og specialister i træning og ernæring står klar til at tage imod.
Kom helt tæt på udstyret
CykelSportMessen bliver afholdt i en personlig atmosfære, hvor gæsterne kan se og føle alt det nye udstyr og lade sig inspirere til den kommende sæson. Traditionen tro vil der også være en lang række stærke messetilbud, hvor der kan spares gode penge, og samtidig være mulighed for at deltage i publikums konkurrencer.
Jan Marker: "CykelSportMessen har altid været en handelsmesse, hvor man kan gøre et godt køb. Samtidig er det sjældent, at du som konkurrence- eller motionscyklist har så mange fagfolk samlet på ét sted, så du kan hente god rådgivning om motion og kost - eller få eksperternes tips til, hvor cykelferien skal gå hen."
Kom gratis ind - og vind!
Som introduktion i Smilets By har arrangørerne valgt at give gæsterne gratis adgang til alle herlighederne. Det kræver blot, at du går på messens hjemmeside og henter dig en billet. Så deltager du også i lodtrækningen om 10 bøger: "Landevejscykling" af Per Henrik Brask.
"Vi siger velkommen til to dage med plads til begejstring for livet på to hjul. Jeg tør godt garantere for god stemning og gode tilbud, når vi slår dørene op," slutter direktør Jan Marker fra arrangøren, Marker Scandinavia.
CykelSportMessen Vest
Centralværkstedet, Værkmestergade 7-9, 8000 Aarhus C.
Lørdag den 26. oktober kl. 10-17
Søndag den 27. oktober kl. 10-16
GRATIS billet på www.cykelsportmessen.dk

Vores sponsorer