Medlemsbrev 2025
Kære medlem,
Vejgaard Cykelmotion har i 25 år været et samlingspunkt for cykelglæde, fællesskab og gode oplevelser – takket være dig og alle klubbens engagerede medlemmer.
Vi står nu over for en tid, hvor vi sammen skal sikre, at klubben fortsat er et attraktivt og levende fællesskab for både nuværende og kommende cykelentusiaster.
I bestyrelsen har vi lyttet til jeres input fra sidste generalforsamling, kaptajnernes tilbagemeldinger om fremmødet til træning og den medlemsundersøgelse vedr. træningstider, vi gennemførte tidligere på året. Det står klart, at vi – ligesom resten af samfundet – oplever forandringer i vores hverdag og prioriteter.
Derfor har vi besluttet at tage nogle nye initiativer, der skal styrke klubbens profil og gøre det endnu sjovere at være en del af Vejgaard Cykelmotion.
De vigtigste ændringer er:
- Nyt, moderne klubtøj, som vi håber, I vil bære med stolthed (se bilag).
- Opdaterede træningstider, så det bliver nemmere at deltage – nu med træning mandag, onsdag og lørdag (se bilag).
- En mere overskuelig og indbydende hjemmeside, der gør det let at finde information og blive inspireret (opdateringen sker pr. 1. februar 2026).
Vi tror på, at disse tiltag vil gøre klubben endnu mere attraktiv og styrke vores fællesskab – både socialt og sportsligt. Vi håber, du vil tage godt imod ændringerne og fortsat være en aktiv del af klubben. Sammen kan vi skabe rammerne for mange flere gode cykeloplevelser og et stærkt fællesskab.
Ændringerne vil blive fremlagt mere uddybende på generalforsamlingen den 12. februar, så mød op og hør mere i detaljer samt få svar på dine evt. spørgsmål.
Vi glæder os til at se dig til træning og arrangementer i det nye år!
Venlig hilsen
Bestyrelsen for Vejgaard Cykelmotion
Bilag 1: Nyt design på klubtøj


Det nye klubtøj bliver udbudt i en kvinde og mande udgave i kortærmet, langærmet og vindvest. Dertil kommer løse ærmer i onesize i samme mønster som selve trøjen. Priserne bliver i samme niveau, som det nuværende klubtøj. Det gamle varelager kan købes til ½ pris ifm. man bestiller en ny klubtrøje (til fuld pris).
Der laves en bestillingsrunde medio januar 2026.
Ifm. den kommende generalforsamling trækkes lod om 3 kortærmede klubtrøjer blandt de fremmødte medlemmer! 😊
Bilag 2: Nye træningstider
Klubbens træningstider ændres til følgende:
- Mandag kl. 17 (altid kl. 17 uanset årstid) fra klubbens lokaler på Sofiendalsvej med kaptajner, holdopdelt og ruter som vi kender det i dag. På mandage tilbydes også graveltræning med kaptajn. Gravelruten vil fremgå på klubbens hjemmeside, og de fremmødte opdeles evt. i hold på dagen ift. antal fremmødte og niveau.
- Onsdag kl. 17 eller 18 (ift. årstiden) fra Filstedvej ved Omnihuset med kaptajner, holdopdelt og ruter som vi kender det i dag.
- Lørdag kl. 9 eller 10 (ift. årstiden) fra Filstedvej ved Omnihuset med kaptajner, holdopdelt og ruter som vi kender det i dag.
I samarbejde med holdkaptajner og andre frivillige vil vi prøve at arrangere socialt samvær en gang om måneden efter træning om lørdagen ved at afslutte træningen ved klubbens lokaler på Sofiendalsvej. Dette skal planlægges og kræver, at alle medlemmer bakker op om arrangementet – både ved deltagelse og forberedelse. Ellers dør det helt af sig selv.